Ældre kvinde kvæstet af ung flugtbilist
En 69-årig kvinde er indlagt med alvorlige kvæstelser, efter at hun onsdag blev påkørt af en blot 16-årig dreng i et fodgængerfelt i Ballerup. Det skriver Ekstra Bladets netavis.
Drengen flygtede efter påkørslen fra stedet, men meldte sig selv til Københavns Vestegns Politi onsdag aften.
Den 69-årige kvinde er uden for livsfare. Den 16-årige fremstilles i grundlovsforhør i Retten i Glostrup torsdag og sigtes blandt andet for uagtsom legemsbeskadigelse og for at have efterladt den kvæstede kvinde uden at hjælpe hende.
Ifølge Ekstra Bladet har vidner set den 16-årige køre over for rødt lys med høj hastighed. Bilen var desuden uden nummerplader, indregistrering og ansvarsforsikring.
- Han har erkendt at have ført bilen, og at han påkørte kvinden, oplyser anklager Samra Sikandar, Københavns Vestegns Politi, til avisen.
Ulykken skete ved middagstid onsdag i et fodgængerfelt. Her påkørte den 16-årige kvinden, der var på vej over vejen.
Politiet mistænker ikke drengen for spirituskørsel, men begærer varetægtsfængsling af hensyn til efterforskningen. Flere vidner skal afhøres, og politiet afventer bilinspektørens rapport om den kørte hastighed.
Hvis retten varetægtsfængsler den 16-årige, vil det formentlig ske i surrogat på en lukket ungdomsinstitution på grund af hans alder.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned