Ældre kvinde sendt til tjek for røgforgiftning

Foto: Arkiv

Offentliggjort Sidst opdateret

En ældre kvinde slap tilsyneladende uskadt, da en glemt gryde på et komfur skabte en del røgudvikling i en ældrebolig på Præstemarken i Stubbekøbing natten til tirsdag.

Kvinden havde ifølge vagtchefen selv sat gryden over, men kunne også selv slå alarm, da hun omkring klokken 02.45 opdagede røgen i boligen.

Brandvæsenet blev kaldt til stedet, og den ældre kvinde, der hostede en del, blev kørt til tjek for røgforgiftning på skadestuen i Nykøbing. Hun skulle dog være uskadt, oplyser vagtchefen.

Selve boligen har ikke fået skader, men lugtede grimt på grund af den megen røg.