Ældre mand dræbt: Hønsehus styrtede sammen

En tragisk ulykke kostede lørdag eftermiddag en ældre mand livet i den lille fynske by Fjelsted, oplyser Fyns Politi.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den 80-årige mand var i færd med at rive sin ekskones hønsehus ned, da den gamle murstensfacade styrtede sammen over ham.

- Manden bliver dødeligt kvæstet, men da ambulancen når frem, er han altså stadig i live, siger vagtchef Kim Munksgaard til Ritzau.

Klokken cirka 13.30 lørdag afgik den 80-årige ved døden på Odense Universitetshospital, oplyser vagtchefen.

Det var mandens 10-årige barnebarn, der fandt sin morfar under murbrokkerne og ringede 112.

- Både den 10-årige pige og ekskonen er naturligvis meget chokeret, og det er pigen, der ringer til alarmcentralen, siger vagtchefen.

/ritzau/