Ældre mand i livsfare efter påkørsel

En 84-årig mand er i livsfare efter en trafikulykke mandag formiddag i Aalborg, hvor han blev påkørt af en bilist, oplyser Nordjyllands Politi.

Ulykken skete klokken 11.44, hvor den 84-årige mand netop havde parkeret sin bil på Vestre Allé i Aalborg.

Manden steg ud af bilen, men samtidig mistede en 77-årig bilist herredømmet over sin bil og kørte ind i den parkerede bil.

- Den 84-årige mand blev klemt mellem de to biler, så han kom slemt til skade, siger vagtchefen hos Nordjyllands Politi.

Selv om bilisten kun kørte omkring 30-40 km/t ved sammenstødet, betegnes den 84-åriges tilstand som kritisk. Politiet ved endnu ikke, hvorfor bilisten kørte galt.

/ritzau/

En ældre mand havde netop parkeret sin bil, da han blev påkørt på Vestre Allé i Aalborg. Hans tilstand er kritisk.

Offentliggjort Sidst opdateret