Ældre Sagen frygter hjemmehjælpsreduceringer landet over
Er det juridisk holdbart at svinge sparekniven over hjemmehjælpen til ældre borgere, fordi kommunerne oplever trange tider? Det spørgsmål skal Højesteret besvare torsdag middag, når der sættes punktum i ankesagen mellem Ældre Sagen og Køge Kommune.
Den 24. november sidste år fastslog Østre Landsret, at Køge Kommune handlede i overensstemmelse med serviceloven, da kommunen reducerede ældre borgeres hjemmehjælp efter nye, individuelle vurderinger af borgernes behov.
Ældre Sagen valgte efterfølgende at anke landsrettens afgørelse til Højesteret.
- Vi har været så optaget af den her sag, fordi vi bange for, at den breder sig til andre kommuner, som så vil kunne skære i hjemmehjælpen blot ved at bruge økonomi-argumentet, selv om der har været en professionel og faglig vurdering, siger direktør for Ældre Sagen Bjarne Hastrup.
- Jeg krydser fingre på vegne af alle svækkede ældre mennesker i Danmark.
Foreningen kører sagen for to ældre borgere i Køge Kommune.
Den ene af borgerne er 87-årige Minna Jørgensen, der blandt andet har slidgigt i hænder og fødder. Hun fik i foråret 2010 skåret sin hjemmehjælp ned til en halv time hver 14. dag.
Den anden borger er 77-årige Svend Erik Hansen. Han har fået to nye hofter, et nyt knæ, har fået konstateret flere former for kræft, og han har dårlig balance efter blodprop i hjernen.
I 2009 fik han bevilget en time og 15 minutters rengøringshjælp hver anden uge. Men i januar 2010 fratog Køge Kommune ham hjemmehjælpen.
Bjarne Hastrup påpeger, at begge borgere har bidraget stort til samfundet ved at betale den høje marginalskat gennem deres liv.
- Den skat opfatter man jo som en forsikring. Og det kan ikke nytte noget, hvis et forsikringsselskab pludselig begynder at udtynde udbetalingerne i forhold til, hvad de har lovet, fortæller direktøren.
Det har ikke været muligt at få Køge-borgmester Marie Stærkes (S) kommentar til torsdagens ankesag.
Der falder dom i sagen torsdag klokken 12.00.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker