Æresvoldssag: Vidne tog sig af panikslagen pige

En panikslagen pige på bare tæer ringede på døren hos et par i Høje-Taastrup ved København 4. marts i år. Pigen havde tydelige mærker efter slag på kroppen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det forklarer kvinden i parret, som mandag ved Retten i Glostrup vidner i en sag om æresrelateret vold. Fire medlemmer af en palæstinensisk familie er tiltalt for frihedsberøvelse og grov vold mod familiens 17-årige pige.

- Hun (pigen, red.) er i panik og chokeret, men hun vil meget gerne have fat i sin kæreste, fordi hun er bange for, at de får fat i ham, siger vidnet i retten.

- Hun fortæller, at hun er blevet slået med et bælte og forsøgt kvalt med bæltet. Hun fortæller, at det er familie, en onkel, der har gjort det, og at moren har klippet hendes hår af, forklarer vidnet.

Det er ifølge senioranklager Martin von Bülow forholdet til en dansk dreng, der har fået pigens far, mor, moster og onkel til at "afstraffe" pigen. Hendes danske kæreste har tidligere forklaret, at det var religion, der var årsag til familiens modvilje.

Den palæstinensiske familie har tidligere nægtet påstanden om vold og frihedsberøvelse i retten. Samtidig nægter de at være principielt imod et forhold mellem familiens 17-årige datter og en dansk dreng.

Kvinden, der sammen med sin kæreste tog imod pigen, da hun ringede på deres dør, så dog tydelige mærker på den 17-årige pige.

- Hun trækker op i sin bluse og viser mærker, og hun siger, at de har klippet håret af. Jeg lægger våde klude på skaderne på armen og siden, fordi det ser ud til at svie rigtig meget, siger det kvindelige vidne.

De tiltalte familiemedlemmer nægter sig alle skyldige, og de fortalte tidligere i retten om en besværlig pige, som ud over at være kæreste med en dansk dreng løj for dem og skulkede fra skole.

Ifølge senioranklager Martin von Bülow sagde den 17-årige piges far ordene "dræb bare min datter", da det palæstinensiske forældrepar en eftermiddag afleverede datteren hos pigens moster og onkel i en lejlighed i Høje-Taastrup syd for København.

Efter de famøse ord sagt af faren ifølge anklagemyndigheden forlod forældrene lejligheden og overlod datteren til et mareridt, som først sluttede tre timer senere, da det lykkedes hende at flygte fra lejligheden og slå alarm til politiet.

Nu kører retssagen mod forældreparret, mosteren og onklen ved Retten i Glostrup. Bliver de kendt skyldige, risikerer de op til fire års fængsel.

Der falder dom i sagen mandag 2. september.

/ritzau/