Afghansk fange taber sag mod Danmark
Højesteret frifinder Forsvarsministeriet i sagen, hvor en afghansk mand påstod, at danske styrker havde været medansvarlig for tortur af ham i 2002.
Det var i marts 2002, at Ghousouallah Tarin blev overgivet af danske styrker til amerikanske soldater.
Først i Østre Landsret og senest i Højesteret har Tarin krævet 50.000 kroner i erstatning- Forsvarsministeriet var medansvarlig for den påståede inhumane behandling, amerikanerne udsatte ham for, lød begrundelsen.
Men de syv dommere i Højesteret er i torsdagens dom enige om at afvise kravet.
For det første hæfter de danske myndigheder ikke på objektivt grundlag for, hvordan amerikanske styrker behandler deres fanger, fastslår Højesteret.
Og dengang i 2002 havde Forsvarsministeriet ikke oplysninger om, at en overleveret fange risikerede at blive udsat for inhuman behandling hos amerikanerne, fortsætter de.
Forsvarsministeriet vidste ikke og burde heller ikke have vidst, at der var en reel risiko, lyder det.
Tarin var kun holdt fangen af amerikanerne i få dage, og med den begrundelse afviser Højesteret, at danske soldater svigtede deres tilsynspligt. At han ikke blev registreret korrekt, har heller ingen betydning.
Afghaneren var med i en bevæbnet gruppe på 31, da han blev taget til fange. Opholdet hos amerikanerne var stærkt ubehageligt, har han fortalt.
Amerikanerne sparkede og trampede på ham, mens han lå med ansigtet trykket ned i grus. Desuden måtte han stå nøgen med en hætte over hovedet, har han forklaret.
I Højesteret har Tarins advokat, Tyge Trier, i øvrigt ønsket at få fastslået, at denne behandling udgør en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Men også her vinker dommerne afværgende. Svaret på det spørgsmål er uden betydning for sagens kerne, nemlig Tarins sag mod Forsvarsministeriet. Og derfor tager Højesteret ikke fat på det.
Endelig fastslår Højesteret, at Tarin ikke blev udsat for tortur eller inhuman behandling, da han var fange hos de danske soldater.
Sagen kom frem i Danmark i kraft af Christoffer Guldbrandsens dokumentarfilm "Den hemmelige krig."
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde