To dage var ikke nok for nævningerne i Chicago, der skal afgøre om den 50-årige Tahawwur Rana er skyldig i blandt andet at have bistået i forberedelserne til et planlagt angreb mod Jyllands-Posten.
Torsdag aften dansk tid meddelte dommeren i sagen, Harry Leinenweber, at nævningerne ikke ville nå frem til en afgørelse. Fredag holder retten fri, så voteringen fortsætter først mandag.
Hvornår nævningerne træffer en afgørelse er umuligt at sige. Ifølge informationschefen ved retten i Chicago, Joel Daly, er der ingen tidsgrænse for, hvor længe nævningerne kan votere.
Harry Leinenweber tør da heller ikke give et bud på, hvornår nævningerne måtte nå en afgørelse.
- Jeg har været dommer her i 25 år. Det har lært mig ikke at give mig af med forudsigelser, siger han.
De 12 nævninger skal være enige om en kendelse. Hvis de ikke kan nå til enighed, skal formanden henvende sig til dommeren. Han vil så kraftigt opfordre dem til at prøve at nå til enighed.
Kan det så stadig ikke lade sig gøre, må dommeren erklære en "mistrial".
- Så kan anklagemyndigheden beslutte at starte sagen helt forfra, men det er en meget bekostelig affære, forklarer Joel Daly.
Hvis nævningerne kender Rana skyldig i at have støttet terrorplanerne vil der ifølge dommer Harry Leinenweber gå tre-fire måneder, før han udmåler straffen. Hvis de frifinder ham, vil Rana kunne forlade retten som en fri mand.
Ud over planerne mod Jyllands-Posten er Rana også tiltalt for at have bistået i forbindelse med massakren i den indiske storby Mumbai, hvor militante islamister i 2008 dræbte 164 mennesker.
/ritzau/
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub