Afmagt blandt venner til de savnede

Lige nu leder politiet i Norge med lys og lygte efter de fire danske mænd, der er forsvundet, efter deres båd kæntrede i Norge onsdag eftermiddag.

Imens sidder venner og bekendte tilbage i Danmark og følger sagen tæt, imens de sørger sammen.

Hos Kristeligt Forbund for Studerende (KFS) i Århus, som tre af de fire savnede har stærk tilknytning til, sidder Klaus Vibe sammen med fem andre og beder for de savnede.

- Da folk begynder at høre om ulykken, kontakter vi selvfølgelig hinanden, og det er naturligt, at vi samles for at være kede af det sammen og bede sammen, siger Klaus Vibe, som ud over at være bekendt til de savnede er studentersekretær hos Århus KFS.

- Stemningen er selvfølgelig meget trykket. Folk forstår det ikke, og det er svært at begribe det, fordi det er så stort og så langt væk. Det giver en følelse af afmagt.

Som tiden skrider frem, ser det sort ud for de fire, som nu har været savnet i over et døgn. Politiet håber dog stadig at finde dem i live på en ø nær ulykkesstedet - og herhjemme fortsætter vennerne med at følge sagen tæt.

- Vi gør det, vi har gjort indtil nu - prøver at følge med og hjælpe hinanden. Der er jo ikke så meget, vi kan gøre på afstand, siger Klaus Vibe.

/ritzau/

Venner og bekendte til de fire savnede danskere i Norge mødes og sørger sammen. Det er svært at begribe, lyder det fra de savnedes venner i Århus.

Offentliggjort Sidst opdateret