Afpresningsanklage sender Black Army-medlem bag tremmer
Fyns Politi ønsker ikke at røbe baggrunden for, at en 20-årig rocker fra Black Army er blevet anholdt natten til søndag (arkivfoto). Foto: Free/Colourbox
Fyns Politi holder lav profil i sag med 20-årig mand, der søndag er blevet varetægtsfængslet.
Et medlem af banden Black Army er natten til søndag blevet anholdt af Fyns Politi.
Sagen er så alvorlig, at den 20-årige mand er blevet varetægtsfængslet i fire uger, oplyser specialanklager Annette Korsgaard.
Umiddelbart ønsker politiet søndag ikke at frigive yderligere oplysninger.
- Jeg kan ikke sige mere på grund af efterforskningen, siger Annette Korsgaard.
Den sigtede nægter sig skyldig, og han kærede kendelsen til landsretten.
Manden blev anholdt klokken halv to natten til søndag.
Søndag aften oplyser Fyns Politi, at man har anholdt yderligere to Black Army-medlemmer og sigtet dem for afpresning.
Mændene er 23 og 36 år og skal mandag fremstilles i grundlovsforhør. Der vil blive begæret lukkede døre.
Anholdelserne er sket, kort efter at Fyens Stiftstidende kunne fortælle om flere tilfælde af afpresning mod lokale tatovører.
Fem tatovører blev i torsdags angiveligt opsøgt af mænd fra netop Black Army, der forlangte penge.
Om de aktuelle anholdelser udspringer af disse tilfælde af afpresning, er det søndag umiddelbart ikke muligt at få svar på.
Overfor fyens.dk har den øverste efterforskningschef bekræftet, at politiet har holdt møder med tatovør-lauget om afpresning.
Hvad der blev drøftet, var han dog tilbageholdende med at sige.
- Vi har lyttet til deres bekymringer, og vi tager det særdeles alvorligt, sagde politiinspektør Benny Linde Larsen til fyens.dk.
Han tilføjede, at mødet var konstruktivt og udbytterigt for politiet.
Formand for brancheforeningen Professionelle Danske Tatovører, Lars Pedersen, har været i kontakt med de fem tatovører, der skal være blevet afpresset.
Han håber, at den første anmeldelse nu vil få flere til at stå frem.
- Vi er bekendt med, at der er nogen i Odense, der betaler til Black Army.
- Vi har ikke fået flere henvendelser på nuværende tidspunkt. Men jeg forventer, at de næste dage vil bringe meget mere frem på banen, siger han til Ritzau.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde