Afvist udlænding udløste terroralarm

Det var en mand, der stod til udvisning, der tirsdag udløste en større politiaktion under topmødet.

Da en patruljevogn standsede en varevogn med tre arabiske mænd, gav den ene af mændene et højst interessant svar, da han blev spurgt om sit navn. For da betjentene kørte navnet gennem registrene, matchede det en eftersøgt amerikansk terrormistænkt. De tre blev derfor anholdt og ført til det særlige klimafængsel, der dermed fik sin debut.

Men det er endnu usikkert, om manden opgav et opdigtet navn, eller om politiet fik forvansket mandens identitet ved en fejl.

- Han opgiver et navn, og det får vi så på en eller anden måde gjort til, at det skulle være navnet på en efterlyst amerikansk terrorist, siger talsmanden for Københavns Politi, Lars Borg.

En ekspreskontrol af mandens fingeraftryk viste, at han ikke var identisk med den efterlyste 25-årige amerikaner. Og senere på aftenen kunne politiet så konstatere, at manden i virkeligheden var en 25-årige statsløs palæstinenser, der har fået afslag på opholdstilladelse i Danmark og derfor står til at skulle sendes ud af landet.

Undervejs i efterforskningen af sagen anholdt politiet også to kvinder på et par adresser, som mændene har tilknytning til. De to kvinder blev løsladt senere på aftenen, og Københavns Politi forventer også, at de to andre mænd fra varevognen kan løslades i løbet af kort tid.

Politiet vil nu forsøge at klarlægge, hvad der er årsag til fejlen og navneforvirringen.

/ritzau/

En palæstinensisk mand, der skal udvises af Danmark, kom uforvarende til at udløse en terroralarm, da han rutinemæssigt blev standset af politiet.

Offentliggjort Sidst opdateret