Afviste bordelkunder i klammeri i Odense
Fyns Politi har anholdt tre mænd efter et større slagsmål på Vesterbro i Odense.
Politiet rykkede ud med 7-8 patruljevogne, da det fredag kort før middag forlød, at der var gang i et kæmpeslagsmål, og at der også var blevet stukket med kniv.
Slagsmålet skete på Vesterbro omkring nummer 40, hvor to mænd, der var blevet afvist på et bordel, kom i klammeri med en tysk mand, der ifølge politiet er stedets indehaver.
- De to danske mænd havde siddet på et værtshus i nærheden, da de tilsyneladende besluttede sig for, at de ville besøge etablissementet, siger vagtchefen ved Fyns Politi, Erik Halkjær.
Den tyske kvinde i indgangen ville imidlertid ikke lukke dem ind, da de var fulde.
- Det hidsede de sig voldsomt op over, og hun tilkaldte en tysk mand, som vi mener, er indehaver af stedet, fortæller vagtchefen.
Kunderne var dog stadigt stærkt utilfredse. Den ene af dem slog den tyske mand, og det kom til slagsmål.
- På et tidspunkt trækker indehaveren en kniv og svinger med den, så den ene af de afviste kunder får en lille ridse i ansigtet, siger vagtchefen.
Alle tre mænd blev anholdt.
Den ene kunde er sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen - i daglig tale gadeuorden.
Den anden kunde er sigtet for vold, mens den tyske mand er sigtet for grov vold. Ingen af dem vil dog blive fremstillet i grundlovsforhør.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde