Aggressiv mand røver bank med en økse
Umiddelbart efter bankens lukketid mandag eftermiddag skaffede en mand sig adgang til Danske Bank i Danmarksgade i Frederikshavn ved at knuse indgangsdøren med en økse.
- Manden har en meget aggressiv adfærd, så alle i banken forholder sig helt roligt, da han trænger ind i lokalet, siger vagtchef Per Jørgensen, Nordjyllands Politi.
Røveren tager penge fra bankens kassebeholdning og forvinder med dem ud ad bankens bagdør. Her holder en medgerningsmand og venter på en hvid PGO-scooter.
De to mænd forsvinder på scooteren gennem en park bag byens svømmehal, oplyser politiet.
Et vidne har ringet til politiet og fortalt, at vedkommende har set røgskyen fra en farvepatron, der er sprængt og formentlig har gjort udbyttet fra røveriet uanvendeligt.
Vagtchefen har endnu ikke overblik over, hvor stort et beløb, det lykkedes mændene at slippe af sted med.
Foreløbig er politiet i færd med at lave tekniske undersøgelser i banken og sikre spor efter forbrydelsen.
Men ordensmagten hører også gerne fra vidner, der kan hjælpe politiet med at finde de to mænd på den hvide scooter.
Den ene røver, der beskrives som 180-190 centimeter høj, havde en hvid hættetrøje på og mørke bukser.
Den anden var mellem 165 og 170 centimeter høj. Han var iført en rød hættetrøje og blå bukser. Vidner har desuden fortalt, at han var maskeret med et hvidt klæde for ansigtet.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned