Aktivist fængslet efter Mærsk-demo - nægter at give sit navn
20 aktivister blev anholdt mandag ved middagstid ved Mærsks hovedkvarter i København. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Kroatisk kvinde står til udvisning af Danmark efter at have deltaget i blokade mod Mærsk i København.
En af de aktivister, som forleden deltog i en blokade af Mærsks hovedkvarter i København, er torsdag af en dommer blevet varetægtsfængslet i seks dage.
Det oplyser Københavns Politi på det sociale medie X.
Den fængslede er en 33-årig kvinde med kroatisk statsborgerskab. Hun blev fremstillet for en dommer, "da hun har nægtet at oplyse sit navn", skriver politiet.
Udlændingestyrelsen skal nu afgøre, om hun administrativt skal udvises.
Kvinden, der var i aktion oppe på kontorbygningens tag, sigtes af politiet for to lovovertrædelser: Krænkelse af husfreden og for at lægge hindringer i vejen for politiets arbejde.
Blokaden mandag morgen var en protest mod rederiets påståede våbentransporter fra USA til Israel.
Et par hundrede aktivister spærrede for indgangen til bygningen og råbte slagord om, at Mærsk "profiterer på folkemordet i Gaza".
Ved middagstid gik politiet i aktion. Ved brug af stave og tåregas blev aktivister fjernet.
I alt 20 personer blev anholdt. Blandt deltagerne i blokaden var i øvrigt svenske Greta Thunberg.
Det undersøgende medie Danwatch har i en række artikler stillet skarpt på Mærsks transporter af udstyr fra USA til Israel.
Rederigiganten har i en udtalelse afvist at overtræde regler og love.
Forsendelserne "indeholder militært relateret udstyr og er afledt af USA's politik i henhold til det amerikansk-israelske samarbejdsprogram om sikkerhed. Lasten er blevet screenet og er i overensstemmelse med gældende lovgivning," lyder det.
/ritzau/
Seneste artikler
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker