Generalsekretæren for Greenpeace Spanien, Juan Lopez de Uralde, bliver "behandlet som en hund" i Vestre Fængsel. Der har han siddet fængslet, siden han blev anholdt i forbindelse med klimatopmødet i december.
Det skriver spanske medier.
De spanske aviser El Pais og El Mundo skriver i deres internetudgaver, at Uralde har fortalt de familiemedlemmer, der har besøgt ham i Vestre Fængsel, at han bliver dårligt behandlet.
- De forsøger at ydmyge os, at få os til at bryde sammen. De behandler os som hunde, citerer de to aviser Uralde for at have sagt til sin hustru og bror, der har besøgt ham i fængslet.
Af en erklæring fra Greenpeace Spanien fremgår det, at Lopez de Uralde har tabt sig under fængselsopholdet, og at han tilbragte de første 24 timer i fængslet sammen med 60 andre indsatte i en celle, hvor der kun var få madrasser på gulvet.
Af erklæringen fra Greenpeace Spanien hedder det desuden, at Uralde og tre andre aktivister er blevet sat i fængsel sammen med "almindelige kriminelle".
- Vi mener, at der er tale om en form for straf mod de private organisationer, der kæmper for en bedre verden, siger kampagnechef i Greenpeace Spanien Mario Rodriguez Vargas.
Uralde og de andre aktivister blev fængslet, efter at det lykkedes dem at trænge ind til dronning Margrethes gallamiddag i forbindelse med klimatopmødet.
To af aktivisterne, heriblandt Uralde, var klædt ud som et par i galla, og nåede helt frem til dronningens repræsentationslokaler, hvor de foldede et banner ud og opfordrede statslederne til handling. Herefter blev de pågrebet.
De fire aktivister, Uralde, en norsk kvinde, en hollandsk mand og en schweizisk mand, er indtil videre varetægtsfængslet til torsdag.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker