Det lykkedes ikke syv mænd og tre kvinder at slippe for straf, da Østre Landsret onsdag fandt dem skyldige i planlægning af vold mod politiet i forbindelse med rydningen af Ungdomshuset på Jagtvej i foråret 2007.
Otte af de 10 dømte, der alle blev anholdt inde i selve Ungdomshuset under rydningen, blev idømt et års fængsel, mens de to øvrige fik ni måneder.
Det er en strafnedsættelse på tre måneder til hver i forhold til byrettens dom.
- Det er en alvorlig dom. Vi havde krævet frifindelse, så derfor er det selvfølgelig ikke tilfredsstillende, at de bliver dømt. Selvom det da er positivt, at retten valgte at nedsætte straffen med tre måneder, siger forsvarsadvokat Jakob Arrevad efter dommen.
Landsretten lagde ved dommen vægt på, at de dømte havde tæt tilknytning til Ungdomshuset, og derfor var kollektivt ansvarlige for de våben, der var på adressen Jagtvej 69.
Politiet fandt forskelligt kasteskyts, benzin - og brandbomber samt adskillige slagvåben, da betjente trængte ind i det barrikaderede hus i en storstilet aktion 1. marts.
Ud over ansvaret for våbnene fandt landsretten alle de dømte ansvarlige "for den samlede vold, der blev udøvet i forbindelse med rydningen".
Ingen af de dømte var selv mødt op i retten til onsdagens domsafsigelse. Derfor vil deres advokater først drøfte sagen med dem, før der bliver taget stilling til, om man vil bede Højesteret om at tage stilling til, hvor grænsen går for at dømme folk for medvirken til vold og uro.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned