Den 16. december vil demonstranter fra netværket Climate Justice Action forsøge at trænge ind på området ved Bella Center for at ændre dagsordenen for klimatopmødet den dag.
- Formålet er at sætte fokus på klimaretfærdighed. Den dag vil COP15-processen ikke ske, fordi vi tager rummet og sætter fokus på lande og befolkninger, som er blevet overhørt i den her sammenhæng, siger talskvinde Stine Gry fra Climate Justice Action.
Aktionen vækker bekymring hos andre klimagrupper. De frygter, at ballade med politiet foran Bella Center vil fjerne fokus fra sagens kerne, klimaet.
- Vi hører forskellige rygter om, hvad der skal foregå den 16. december. Store dele af vores netværk er bekymret for den variant, der går ud på, at man vil konfrontere politikæderne omkring Bella Center, siger John Holten-Andersen, der er medlem af Klimaforum09s bestyrelse.
På sin hjemmeside skriver Climate Justice Action:
- Vi vil skubbe os ind på konferenceområdet, afbryde møderne og bruge pladsen til at tale om "vores" dagsorden (...) Vi vil overkomme enhver fysisk barriere, der står i vejen for os, men vi vil ikke reagere med vold.
Stine Gry understreger, at barriererne refererer til hegn og ikke politifolk. Men det er uklart, hvad der sker, hvis politiet blokerer alt og siger nej.
- Der er mange forskellige scenarier og mange overvejelser i det, så det kan jeg ikke sige endnu. Vi skriver et brev til politiet, hvor vi forklarer helt åbent, hvad vores intentioner er og hvad vi vil gøre den dag. Vi vil give politiet en mulighed for at forstå, hvem vi er og hvad vi vil, siger Stine Gry.
Hvad der reelt skal ske foran Bella Center, hvis demonstranterne slipper ind, planlægges stadig.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker