Anklagemyndigheden har rejst tiltale mod to talskvinder for netværket Climate Justice Action i forbindelse med demonstrationen "Reclaim Power" ved Bella Center under klimatopmødet i København i december.
Talskvinderne, Tannie Nyboe og Stine Gry Jonassen, blev anholdt under demonstrationen "Reclaim Power" den 16. december. Demonstranterne havde bebudet, at de ville trænge igennem politiets afspærring og ind til politikerne i Bella Center. Men så vidt kom det ikke. Ifølge politiet, fordi ordensmagten kunne forhindre den planlagte aktion.
Talskvinderne var om bord på den højttalervogn, som førte an i demonstrationen. De forsøgte ifølge anklageskriftet at opildne demonstranterne til at trænge gennem politiets afspærring ved at råbe "push" eller noget lignende.
Deres opfordring førte til, lyder anklagen, at en større gruppe mennesker skubbede kraftigt mod politifolkene, hvoraf flere blev trængt og havde svært ved at få luft. De havde heller ikke i den situation mulighed for at trække deres stave eller bruge peberspray.
De to talskvinder blev efterfølgende varetægtsfængslet, men løsladt af politiet, da topmødet var slut.
De sigtes nu for medvirken til vold mod politiet, grov forstyrrelse af ro og orden og husfredskrænkelse og hærværk, oplyser anklager Jakob Buch-Jepsen fra Københavns Politi.
En tredje talsmand, tyskeren Tadzio Müller, og to andre aktivister fra Climate Justice Action er sigtet i forbindelse med "Reclaim Power"- demonstrationen.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker