Aktivister vil stævne staten for ulovlig overvågning
Danmarks lovgivning om logning af oplysninger om telefonopkald og sms-beskeder skal laves om. Men reglerne består, og nu stævner en forening justitsminister Søren Pape Poulsen (K). Foto: Scanpix/Jens Nørgaard Larsen
Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix
Forening har indsamlet 250.000 kroner til at føre retssag mod Justitsministeriet for overvågning af danskerne.
Der er udsigt til en tur i retten for Danmarks justitsminister.
Det er i hvert fald meldingen fra Foreningen imod Ulovlig Logning, der har fået økonomisk opbakning til at indlede en civil retssag mod justitsminister Søren Pape Poulsen (K) og hans ministerium for ulovlig overvågning af danskernes internet- og telefonbrug.
Det skriver Berlingske.
Foreningen har indtil videre modtaget 250.000 kroner i donationer. Dermed er det første delmål nået for at kunne finansiere stævningen.
Jurist og aktivist Rasmus Malver fra Foreningen imod Ulovlig Logning planlægger at aflevere stævningen med udgangen af denne uge eller i begyndelsen af næste uge.
Og Rasmus Malver er optimistisk forud for sagen.
- Vi er 100 procent sikre på, at vi kommer til at vinde sagen. Det her er ulovligt, og det har EU-Domstolen også afgjort. Det eneste, ministeriet kan gøre, er at trække tiden ud, siger han til Berlingske.
I december 2016 vurderede EU-Domstolen, at en "generel og uddifferentieret" logning af alle oplysninger ikke er tilladt.
Til gengæld er "målrettet" logning ikke i strid med loven.
De danske regler om logning betyder, at teleudbydere gemmer oplysninger om deres kunders kommunikation, hvor de er, og i en vid udstrækning informationer om deres færden på internettet.
Selve indholdet af opkald og sms'er bliver ikke gemt.
Tidligere har justitsminister Søren Pape Poulsen udtalt, at regeringen ikke vil ændre på reglerne om logning, indtil EU-Kommissionen har udsendt retningslinjer for, hvordan en lov om målrettet logning skal skrues sammen.
Søren Pape Poulsen betegner logningen som "et centralt efterforskningsredskab". Han ønsker ifølge Justitsministeriet ikke at udtale sig om den varslede stævning, før han har modtaget den, skriver Berlingske.
Direktør for Teleindustrien, der repræsenterer teleselskaberne, Jacob Willer, opfordrer til, at der hurtigst mulig kommer klarhed om reglerne.
- Det handler helt grundlæggende om folks rettigheder til ikke at blive overvåget, siger han til Ritzau.
Teleindustrien har i et brev til EU-Kommissionen gjort opmærksom på, at selskaberne "befinder sig et juridisk limbo", som Jacob Willer beskriver det.
Seneste artikler
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet