Akutberedskab advarer danskerne mod farligt rusmiddel
Når paramedicinere fra Region Hovedstadens Beredskabsstyrelse kører ud til borgere, der har taget for meget af stoffet GHB, oplever de ofte, at borgerne er udadreagerende. Stoffet kan være farligt, for den der tager det og for dem, der prøver at hjælpe. Arkivfoto: Nikolai Linares/Ritzau Scanpix
Nikolai Linares/Ritzau Scanpix
Advarslen går på stoffet GHB, som beredskabet kalder både uforudsigeligt og farligt for alle involverede.
Når man tager rusmidlet GHB, er der ikke langt fra rus til overdosis.
Det er budskabet i en video, som Region Hovedstadens Akutberedskab har offentliggjort på det sociale medie X.
Ifølge direktør for Region Hovedstadens Akutberedskab, Thomas Reimann, har der i de seneste måneder været en stigning i antallet af patienter, der bliver hentet af ambulancer, imens de er påvirket af GHB.
Det er grunden til, at de udsender advarslen nu.
- Det er både farligt for dem, der tager det, men det udgør også en risiko for vores ambulancefaglige personale, når de støder på dem i nattelivet, fordi patienterne bliver voldsomt udadreagerende, siger han.
Direktøren siger, at der har været flere tilfælde, hvor paramedicinere måtte få hjælp fra politiet, for at beskytte sig selv.
I videoen siger paramedicineren Karl Høeg, at rusmidlet GHB "er et farligt og uforudsigeligt stof".
- Selv om man har taget stoffet før, kan reaktionen være anderledes end sidst, siger han.
Han beskriver, at man kan falde i en dyb søvn, når man har indtaget stoffet, hvorefter at man kan blive udadreagerende, når man vågner igen.
- De, der tager GHB, risikerer ikke blot at skade sig selv, men også dem omkring dem, som gerne vil hjælpe, siger Karl Høeg.
Det er ofte i konteksten af fester, koncerter og technomiljøet, at stoffet bliver taget.
GHB indtages normalt i form af en klar væske. Det smager ikke af meget, men kan have en let saltet smag.
Stoffet kan ifølge Hovedstadens Akutberedskab forårsage kramper, hallucinationer, vejrtrækningsbesvær eller bevidstløshed.
I mindre doser kan det give, den der tager stoffet, lykkefølelser, øget sexlyst, afslappelse og nedsatte følelsesmæssige hæmninger. Det skriver Sundhed.dk.
Stoffet bliver ofte associeret med såkaldte "drug rapes", hvor GHB er blevet tilsat til offerets drikkevarer.
Forkortelsen GHB kommer fra stoffets kemiske navn Gammahydroxybutyrat, men bliver i daglig tale også kaldt "Fantasy", "Hætter" eller bare "G".
Det er meget vanedannende og kan medføre ekstreme abstinenser.
/ritzau/
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub