Alvorligt kvæstet mand fundet på gaden i Holbæk
Midt- og Vestsjællands Politi rykkede tirsdag formiddag ud til en vej i Holbæk, hvor en mand blev fundet alvorligt kvæstet - formentlig af knivstik. (Arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Politiet formoder, at en mand, der tirsdag er fundet på gaden, er blevet stukket flere gange med en kniv.
En alvorligt kvæstet mand i 50'erne blev tirsdag formiddag fundet på en vej i Holbæk.
Det fortæller pressemedarbejder Charlotte Tornquist fra Midt- og Vestsjællands Politi.
Politiet formoder, at manden er blevet stukket flere gange med en kniv.
Politiet fik meldingen 10.37 om, at en beboer på Lindevej i Holbæk havde fundet en tilskadekommen mand på vejen ud for nummer ti.
- Han var så alvorligt kvæstet, at man tilkaldte lægehelikopteren, siger Charlotte Tornquist.
Lægehelikopteren kunne ikke lande på den mindre vej, men landede i stedet på havnen i Holbæk. Den har fløjet manden til Rigshospitalet.
- Meldingen er, at han er i livsfare, siger Charlotte Tornquist kort før klokken 13.
Samtidig fortæller hun, at politiet har anholdt tre mænd.
- Vi skal have afklaret præcis, hvad deres rolle kan have været i denne her episode, siger pressemedarbejderen.
Hun fortæller, at politiet formoder, at der er tale om et "internt opgør". Det menes ikke at være banderelateret.
Tirsdag eftermiddag fortæller kommunikationsmedarbejder Martin Bjerregaard, at offeret er en mand i 50'erne.
De tre anholdte er henholdsvis 27, 28 og 43 år. Det er endnu ikke besluttet, om en anklager skal kræve dem varetægtsfængslet.
Politiet har afspærret Lindevej, mens det foretager undersøgelser på stedet.
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde