Ambassadør: Kineserne hader overraskelser ved besøg

I 2012 fik statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) besøg af præsident Hu Jintao. På gaden begik politiet klart ulovlige indgreb mod demonstranter, har kommission slået fast. (Arkivfoto) Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

Ikke i sin vildeste fantasi havde diplomat forestillet sig, at borgere fik frataget tibetanske flag.

Offentliggjort Sidst opdateret

Embedsmænd i Udenrigsministeriet var meget optaget af, at Kina skulle være tilfreds med behandlingen under klimakonferencen COP 15 i København i 2009. Opmærksomheden gjaldt også demonstrationer.

Det er et af emnerne, da Tibetkommissionen fredag fortsætter sit arbejde med afdække indgreb i borgernes ret til at ytre sig og demonstrere ved officielle kinesiske besøg.

Danmarks ambassadør ved FN, Martin Bille Hermann, er rejst hjem fra New York for i et retslokale på Frederiksberg at besvare spørgsmål om fortiden - om dengang han var kontorchef i ministeriets Asien-kontor.

I 2009 sendte ambassaden i Beijing en indberetning om, hvad der var på spil. "Visse kinesiske sensibiliteter har potentiale til at ødelægge besøget og beskadige det bilaterale forhold", lød det. For eksempel spørgsmål om Tibet, bevægelsen Falun Gong og Taiwan.

Kineserne forventede at få fuld efterretning om demonstrationer, "således at den kinesiske delegation ikke konfronteres med demonstrationer". Ambassaden gjorde også opmærksom på et besøg i Sverige - det blev "vellykket", fordi en demonstration blev afskærmet.

Straks efter sendte Martin Bille Hermann en mail til ministeriets protokol om, at Danmark skulle forsøge at imødekomme ønskerne - "uden at det skal helt ud i urimelighederne".

Dette handlede om rosenblade på hotellets gange, antallet af motorcykelbetjente og den slags, oplyser han.

Kommissionens udspørger vil vide, om Martin Bille Hermanns mail drejede sig om at afskærme demonstranter, så de ikke blev synlige for kineserne?

- Jeg kan ikke huske, hvad jeg tænkte, da jeg skrev den mail. Jeg opfatter det sådan, at den røde løber skulle være rullet ud, at knive og gafler skulle ligge, som de skulle. Det er det, protokollen beskæftiger sig med, svarer han.

- Asien-kontoret har ikke haft en holdning til, hvordan demonstrationer blev afviklet, og hvordan de blev håndteret, fastslår han.

Faktisk gik det sådan, at den kinesiske delegation ikke fik en demonstration med Falun Gong at se ved Bella Center i 2009, er det tidligere kommet frem i kommissionen.

Ifølge Martin Bille Hermann bryder kineserne sig generelt ikke om demonstrationer, men det vigtigste for dem er, at man i forvejen er forberedt på alt.

- I alle de år, jeg har arbejdet med Kina, er der særligt et forhold, der gør sig gældende. Kina bryder sig ikke om overraskelser og det uforberedte, fordi det kan skubbe én ud af balance og skabe pinlige situationer. Usikkerhed og uvished er bare ikke kinesiske embedsmænds livret, siger han.

I 2012 var han beskæftiget med præsident Hu Jintaos besøg. Han lovede kineserne at videreformidle en bekymring for "manifestationer". Via en kollega endte beskeden hos politiet.

På gaden rev betjente tibetanske flag ud af hænderne på borgere, og en demonstration blev skærmet af.

- Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at det skulle ske, siger Martin Bille Hermann.