Ambulancetyv satte ild til sin egen ejendom

En lægebil blev sent mandag aften fundet igen, efter den tidligere på aftenen blev stjålet i forbindelse med en brand i Sulsted i Nordjylland.

Offentliggjort Sidst opdateret

En 40-årig mand er anholdt i sagen. Han sigtes nu for brandstiftelse samt brugstyveri.

Lægebilen var gennemrodet godt og grundigt, da politiet fandt den i en skov omkring 15 kilometer fra Brønderslev sent mandag aften.

- Han har påsat branden med det formål at få noget beredskab frem. Han stjal derefter lægeambulancen og kørte derfra. Sandsynligvis for at få fat i noget medicin, siger Karsten Højrup Kristensen, vagtchef ved Nordjyllands Politi.

Alarmcentralen fik et opkald om en brand i et hus på Sulsted Landevej i Sulsted klokken 20.37.

Ud over politi og brandvæsen blev en lægeambulance også sendt til stedet, hvis der skulle være mennesker i huset.

Det viste sig at være en brand i et mennesketomt skur bag et hus. Da lægen og chaufføren kom tilbage til det sted, hvor ambulancen var parkeret, var den forsvundet.

Godt halvanden time efter fandt politiet i samarbejde med Falck lægebilen i et skovstykke i Brønderslev kommune cirka 20 kilometer fra brandstedet.

En hundepatrulje sporede gerningsmanden. Han har erkendt tyveriet af lægebilen og ildspåsættelsen.

- Den anholdte er identisk med beboeren på den adresse, hvor der var brand, siger vagtchefen.

Gerningsmanden er kendt af politiet i forvejen.

/ritzau/