Anders Samuelsen er glad på Amin Skovs vegne
Det glæder Liberal Alliances leder, Anders Samuelsen, at Sydøstjyllands Politi fredag frafaldt sigtelsen mod Vejlegårdens tidligere restauratør Amin Skov for brandstiftelse.
- Det er jeg glad for på Amins vegne. Det må have været en meget ubehagelig situation at blive sat i og så gå i så lang en periode. Det virkede meget, meget mærkeligt, at han skulle have påsat den brand, siger Anders Samuelsen:
- Så vidt jeg har forstået, havde han ikke engang en økonomisk interesse i det. Det må være en kæmpe lettelse for ham og hans familie.
Anders Samuelsen flyttede sidste år partiets sommergruppemøde til Vejlegården for at støtte restauratør Amin Skov i kampen mod 3F's blokade, som skulle tvinge ham tilbage i 3F's overenskomst i stedet for aftalen med Kristelig Fagforening.
- Jeg ved ikke, om jeg har bidraget til konflikten. Der var en relevant diskussion om forholdet mellem frihed og tvang, som pågår i hele landet. Om frivillige fællesskaber og fællesskaber, man skal tvinges ind i, siger Anders Samuelsen.
Liberal Alliance støtter frivillige fællesskaber, hvad enten de er blå, gule eller røde, men partiet er ikke meget for tvang, fastslår han.
- 3F har brugt de redskaber, de har lov til at bruge. Det er helt i orden, at de gør det. Omvendt er det også i orden, at de, der har sympati for Amin og hans personale, giver udtryk for det, siger Anders Samuelsen.
Spørgsmål: - Har 3F's blokade af Vejlegården skadet 3F?
- Vi skriver 2013 i dag, og de metoder, man har brugt i arbejdskampen for 50 og 100 år siden, er måske ikke de metoder, man skal bruge i dag. Jeg tror, at det har kostet meget for 3F's prestige, mener Anders Samuelsen.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde