Angreb børn med afløbsrens: 15-årig idømt fængsel

Arkivfoto: Anders Knudsen

En 15-årig dreng skal et halvt år i fængsel for at have angrebet to andre børn med afløbsrens i Sakskøbing. Han blev også dømt for et tilfælde af vold mod en anden dreng.

Offentliggjort Sidst opdateret

En 15-årig dreng blev fredag ved Retten i Nykøbing idømt seks måneders ubetinget fængsel samt et krav om at efterkomme en eventuel afgørelse ved ungdomskriminalitetsnævnet.

Den 15-årige blev dømt for 12. juni sidste år i et skovområde bag sukkerfabrikken i Sakskøbing at have sprøjtet afløbsrens på to andre drenge på 12 og 13 år.

Den ene dreng blev ramt på benene, så han pådrog sig et udslæt med hævelse og røde knopper, mens den anden blev ætset af afløbsrens i ansigt, nakke, skuldre og hovedbund.

Drengen blev også dømt for knap en måned senere at have skubbet en niårig dreng flere gange og slået ham i ansigtet med flad hånd. Denne hændelse fandt sted på et udendørsareal ved Sundskolens sfo i Sundby L.

Den 15-årige nægtede sig skyldig, men modtog dommen, oplyser Retten i Nykøbing.

Læs også:

Syreangreb mod børn: Ætsede hud og hår

Retssag på vej: 15-årig tiltalt for at angribe børn med afløbsrens