Anholdt efter røveri

Foto: Anders Knudsen, arkivfoto

To personer fremstilles i grundlovsforhør efter hjemmerøveri mandag. De blev tirsdag aften anholdt efter at have truet ansat på tankstation

Offentliggjort Sidst opdateret

To personer er blevet anholdt og sigtet efter det hjemmerøveri, som mandag aften fandt sted i Nørre Alslev Nygade.

Anholdelsen skete klokken 22 tirsdag aften i nærheden af Q8-tanken på Gaabensevej i Nørre Alslev. Her havde de to personer, en 20-årig mand og en 24-årig kvinde, lidt tidligere truet en ansat på tanken.

Parret var kommet ind på tanken for at købe mad for 45 kroner. De havde dog kun 42 kroner på sig, og derfor fik de afslag på handelen.

- Jeg kommer tilbage og river dine tænder ud, skal kvinden have sagt til den ansatte, der derefter slog alarm.

Betjentene traf kort efter parret, som passede med signalementet på de to hjemmerøvere, og de blev begge anholdt på stedet.

Parret skal i dag i grundlovsforhør ved Retten i Nykøbing.

Ved hjemmerøveriet mandag aften blev en person slået i hovedet, og de, der var til stede i lejligheden i Nørre Alslev Nygade, blev truet til at udlevere to computere til hjemmerøverne.

Læs også artiklen "Mand slået under hjemmerøveri"