Anholdt for mange indbrud på Falster

En 28-årig mand fra Horbelev-området blev i går formiddag anholdt og sigtet for otte indbrud og overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.

Et tip havde ført politiet til et hus på Østfalster, hvor den 28-årige opholdt sig.
Her fandt de flere stjålne genstande, blandt andet fladskærms-tv, havetraktorer og plæneklippere, som formodes at stamme fra flere indbrud på Sydfalster.

Under ransagningen dukkede der også hele 95,38 gram amfetamin op.

Den 28-årige er foreløbig blevet sigtet for otte indbrud, som alle er begået inden for den seneste måned i Stubbekøbing-, Idestrup- og Marielyst-området.

Foto: Per Houby

Flere indbrud på Falster menes opklaret efter anholdelse af en 28-årig mand.

Offentliggjort Sidst opdateret