Anholdt fra bandeaktion sigtes for hjemmerøveri
Foto: Torkil Adsersen /Scanpix
Torkil Adsersen /Scanpix
Et hjemmerøveri i Søllested på Lolland midt i februar kom måske et skridt nærmere en opklaring, da politiet torsdag fandt effekter fra røveriet hos en mand, hvis hjem blev ransaget i forbindelse med en stor aktion mod bandekriminalitet.
Manden, der er 23 år og fra Nakskov, er nu sigtet for hjemmerøveriet. Han blev i et grundlovsforhør fredag i Retten i Nykøbing Falster varetægtsfængslet i fire uger.
Grundlovsforhøret foregik for lukkede døre. Det skyldes, at to eller tre medgerningsmænd fortsat er på fri fod, oplyser politikommissær Steffen Hedemand, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Det var den 16. februar, at tre eller fire mænd trængte ind til to mænd på 52 og 66 år i deres hjem i Søllested.
De sprængte døren og truede mændene til at udlevere et mindre kontantbeløb og et dankort med pinkode.
Kortet brugte mændene bagefter i en hæveautomat hos Danske Bank i Nakskov, hvor de blev optaget af et overvågningskamera.
Politiet har offentliggjort billeder af dem, og det har givet henvendelser fra borgere, som har henledt politiets opmærksomhed på den 23-årige, der har tilknytning til bandemiljøet.
- Derfor benyttede vi lejligheden ved torsdagens store bandeaktion til at ransage og kigge efter effekter hos ham, siger Steffen Hedemand.
Ud over effekter fra hjemmerøveriet i Søllested fandt politiet en skarpladt pistol i et garageanlæg, som den 23-årige har adgang til.
Derfor er manden sigtet for både hjemmerøveri og ulovlig våbenbesiddelse.
Han nægter sig skyldig og kærede varetægtsfængslingen til Østre Landsret.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned