Anholdt påny for sex med børn

En 64-årig mand fra Dannemare er i går blevet anholdt af politiet og sigtet for seksuelt samkvem med mindreårige piger. Det blev han også mandag den 21. juni, men dengang blev han dagen efter løsladt, da han blev fremstillet i et lukket grundlovsforhør i Retten i Nykøbing F.

Dengang var han sigtet for sex med sin datter på ni år og en af hendes veninder på 11 år. Disse sigtelser er opretholdt af politiet på trods af rettens løsladelse af den sigtede mand.

Når politiet i går alligevel skred til anholdelse endnu en gang er det fordi den fortsatte efterforskning i sagen har bragt nye forhold til politiets kendskab. Det ene forhold ligger noget tilbage i tiden. Manden er sigtet for i perioden fra 1997 til 2000 jævnligt at have haft samleje med en pige, der på det tidspunkt var 13 til 16 år. Den anden sigtelse går på et seksuelt forhold til en pige over et halvt år i sommeren 2003. Pigen var dengang 12 år.

Der er altså nu sigtelser for overgreb mod fire forskellige mindreårige piger, hvoraf den ene er hans egen datter. Den 64-årige mand har hele tiden nægtet sig skyldig.

De to første forhold drejede sig om anden kønslig omgang med datteren og hendes veninde. Videoafhøringerne i disse forhold var ikke tilstrækkelige til at overbevise retten om, at der var tilstrækkelig begrundet mistanke til en varetægtsfængsling.

Denne løsladelse vakte en del undren blandt politifolkene i Nakskov, der havde efterforsket sagen. Straframmen for de forhold, manden er sigtet for, er på 12 års fængsel.

Det nye grundlovsforhør bliver afholdt i dag, og igen vil anklagemyndigheden kræve dørene lukket af hensyn til efterforskningen.

Foto: Arkivfoto: Claus Hansen

64-årig skal for anden gang på en måned fremstilles i grundlovsforhør, anklaget for overgreb på mindreårige.

Offentliggjort Sidst opdateret