Anklagemyndigheden rejser tiltale i bestikkelsessag
I en pressemeddelelse oplyser politiet, at der er blevet rejst tiltale i en bestikkelsessag fra Aarhus.
Fire personer og to firmaer er blevet tiltalt for at modtage eller yde bestikkelse i en sag, der udspringer fra Aarhus Kommune.
Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
- Parterne i sagen er enten tiltalt for at modtage eller yde bestikkelse i form af forskellige sponsorater og gaver, forklarer specialanklager i Østjyllands Politi Jesper Rodkjær i pressemeddelelsen.
Ifølge DR Nyheder er en af de tiltalte forvaltningschef Claus Pedersen, som i 2017 blev politianmeldt af kommunen, da han angiveligt havde fået golfrejser og koncertbilletter af forskellige firmaer.
Århus Stiftstidende har fået aktindsigt i anklageskriftet. Her fremgår det, at Claus Pedersen er anklaget for at have modtaget bestikkelse af firmaet S.D. Kjærsgaard A/S, der var storleverandør af traktorer og andre maskiner til kommunens entreprenørafdeling, Natur- og Vejservice.
Ifølge tiltalen er han anklaget for at have ladet firmaet betale et sponsorat på 217.000 kroner til en badmintonklub. Problemet er bare ifølge anklagemyndigheden, at han var bestyrelsesmedlem i klubben.
Undervejs har i alt 19 personer og virksomheder været sigtet i sagen for forskellige forhold.
I flere af sagerne har politiet frafaldt sigtelsen, da det er blevet vurderet, at der ikke kan føres det tilstrækkelige bevis for, at der har været tale om bestikkelse.
- Det har været en omfattende og kompleks efterforskning, hvor der er blevet gennemgået et meget stort materiale.
- Sagen har i flere omgange været forelagt statsadvokaten, fordi den også rent juridisk er kompliceret. Jeg er tilfreds med, at vi nu har et anklageskrift klar, så alle parter kan få en afklaring i retten, siger anklageren i pressemeddelelsen.
Sagen er endnu ikke blevet berammet.
Seneste artikler
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker