Anklager: Advokat står til fem år for gigantsvindel

I USA, Canada og Skotland blev 145 investorer narret til at lægge deres formuer hos et amerikansk ægtepar, som havde et stort svindelcirkus kørende.

Offentliggjort Sidst opdateret

Men uden hjælpen fra en dansk advokat i Stenløse var det aldrig lykkedes at bedrage de mange mennesker, der risikerede at tabe i alt 156 millioner kroner.

Det hævder Bagmandspolitiet torsdag i Retten i Lyngby, hvor den 68-årige advokat Eli Heckscher er tiltalt for medvirken til bedrageri.

- Hans medvirken er af en karakter, som kan sammenlignes med den person, der kører flugtbilen ved et røveri, siger senioranklager Anders Sejer Pedersen i sin procedure.

Den 68-årige bør idømmes fængsel i fem år - og hvis ikke retten nikker til bedrageri-anklagen, bør manden straffes med mindst fire år for hæleri, lyder påstanden.

Eli Heckscher nægter sig skyldig.

Fra 2005 og frem til 2009 samarbejdede han med ægteparret Morgan fra Florida i USA. Han stillede klientkontoen til rådighed for de investorer, som parret fik lokket i fælden ved hjælp af løfter om gigantiske afkast.

- Denne sag er fyldt med luftige arrangementer, fri fantasi og enorme beløb, siger senioranklageren.

Parret fristede med et projekt om såkaldte bankhandelsprogrammer, og der var udsigt til afkast på 200-400 procent i løbet af få måneder, lød det.

John Morgan er i USA idømt fængsel i 10 år, mens hustruen Marian har fået lidt over 34 års fængsel.

Millioner rullede ind hos den danske advokat, og investorerne fik at vide, at der var tale om en spærret konto.

- Det var et centralt led i betryggelsen af investorerne, at pengene blev sendt til en konto hos en dansk advokat, siger anklageren.

Advokaten måtte ifølge anklageren have set talrige røde - hvis ikke "gasblå" - advarselslamper undervejs i forløbet.

En anden dansk advokat, Leslie Rabuchin, anede uråd, og overrabbiner Bent Lexner holdt i 2008 to møder med Rabuchin og Heckscher, som begge er jøder, for at mægle i striden.

Investorerne tabte i alt cirka 66 millioner kroner, fremgår det af tiltalen, som bygger på efterforskning af FBI og Bagmandspolitiet.

- Hans status som advokat må betragtes som en særdeles skærpende omstændighed, fastslår senioranklageren.

Senere torsdag vil den 68-åriges forsvarer forklare domsmandsretten, hvorfor der skal ske frifindelse.

/ritzau/