Anklager: Bandidos indførte mellemlederlag i 2016
Anklagemyndigheden mener, at Bandidos i 2016 ændrede udseende på klubbens veste. Ændringen indebærer, at er på mærket under klubbens logo står navnet på medlemmets lokale afdeling, hvor der tidligere stod Denmark. Dette billede er fra maj 2024. Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix
Mødereferater fundet i sportstaske hos Bandidos' europapræsident fremlægges af anklager under opløsningssag.
Det er anklagemyndighedens opfattelse, at rockergruppen Bandidos ændrede struktur i 2016.
Det er kommet frem under det første retsmøde i en sag om opløsning af gruppen ved Retten i Helsingør.
Specialanklager Melissa Fernandez fra Statsadvokaten for Særlig Kriminalitet (SSK) fremlægger et referat fra et møde om valg af en europæisk præsident for Bandidos i Essen i januar 2016.
I referatet fremgår det, at strukturen i Bandidos skal ændres.
- Det drejer sig om at skille tingene ad for at undgå, at klubben bliver gjort forbudt, lyder det i referatet.
- Hvis der sker noget i klubben, kan den kun forbydes i en enkelt region.
Melissa Fernandez forklarer, at det er anklagemyndighedens opfattelse, at Bandidos fra 1996 til 2016 havde et såkaldt Europe-lag og så de underliggende lokale afdelinger - også kaldet chapters.
I 2016 blev der ifølge anklagemyndigheden indført et "mellemlederlag" mellem det overordnede Europe-lag og de lokale chapters.
Det lag blev kaldt Southern Scandinavia Federation.
Under en ransagning hos Bandidos' europapræsident Michael Rosenvold - også kaldet Kokken - i 2023 blev der fundet en sort sportstaske med mange Bandidos-dokumenter. Heriblandt ringbind med referater fra møder i 2016.
På et møde senere i 2016 for vicepræsidenterne for Bandidos blev en sag om forbud mod Bandidos i Tyskland nævnt.
- Årsagen er retssagen i Tyskland. Europol ånder os i nakken, fremgår det ifølge anklageren i referatet.
Samtidig med strukturændringen skete der ifølge anklagemyndigheden en ændring i udseendet på de veste, som Bandidos-medlemmer bærer.
På vestens rygmærke ses en lille mand med tyk mave, en sombrero-hat, en pistol i den ene hånd og et sværd i den anden.
Under det logo var der inden strukturændringen i 2016 et buet skilt, hvorpå der stod Denmark.
Efter strukturændringen blev Denmark erstattet af navnet på medlemmets lokale afdeling.
Over mere end 30 retsmøder ved Retten i Helsingør skal anklagemyndigheden forsøge at bevise, at Bandidos er en forening med et ulovligt formål.
Der ventes en afgørelse i sagen i august.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde