Anklager: Drabstiltalt sygeplejerske vil være i centrum

Retssalen i Retten i Nykøbing F., hvor sagen imod den drabstiltalte sygeplejerske foregår. Foto: Anders Knudsen

Hun får et kick af, at det højst mulige er på spil - nemlig liv og død, siger anklager om sygeplejerske.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Det er krævende at dømme. Men det er også krævende at frifinde.

Anklager Michael Boolsen holder en kort pause ved sin pult i den store retssal A i Retten i Nykøbing Falster og kigger op på de otte nævninge og tre juridiske dommere.

Inden længe skal de afgøre en drabstiltalt sygeplejerskes skæbne, og torsdag har anklageren hele dagen til at overbevise retten om den tiltaltes skyld.

- Det ligger ud fra de retskemiske undersøgelser af så vel Arne Herskov, Viggo Petersen, Anna Lise Poulsen og Maggi Rasmussen fast, at alle rummede uforklarede og uforklarligt store mængder morfin og Stesolid, siger Michael Boolsen om den tiltaltes fire påståede ofre.

- Spørgsmålet er alene, om det var tiltalte, der indgav disse dødelige mængder af medicin, mener han.

Den 31-årige sygeplejerske er tiltalt for drabene på de tre førstnævnte patienter, mens Maggi Rasmussen ville ifølge anklageren ligeledes være død, hvis hun ikke havde fået modgift.

Siden sin anholdelse for mere end 15 måneder siden har den sorthårede kvinde nægtet sig skyldig. Men ifølge anklager Michael Boolsen er beviserne så stærke, at hun bør tilbringe de næste mange år bag tremmer.

- Hun har injiceret disse ældre og svagelige patienter med eksorbitante mængder medicin med en viden om, at dette var dødsens farligt, siger anklageren.

Han henviser til det billede, som en personundersøgelse og en række tidligere kolleger i løbet af de foreløbigt 22 retsdage har tegnet af den tiltalte.

- Anklagemyndigheden vil ikke betride, at tiltalte er en fagligt dygtig sygeplejerske. Noget andet er, at hun efter anklagemyndighedens opfattelse har brugt sin faglige viden på en fuldstændig perverteret måde, siger Michael Boolsen.

- Hun er styret af, at hun vil være i centrum, og at hun får et kick af, at det højst mulige er på spil - nemlig liv og død - uden omtanke for, hvad det kan koste andre.

På mandag har forsvarsadvokat Jørgen Lange til opgave at overbevise retten om, at sygeplejersken er uskyldig. Retten ventes at afgøre kvindens skæbne 27. juni.