Anklager er tilfreds med fængselsdom til Messerschmidt
Senioranklagerne Andreas Myllerup Laursen og Rasmus Maar Hansen (på billedet) har ført retssagen mod DF-politikeren Morten Messerschmidt i Retten i Lyngby. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Seks måneders betinget fængsel, lyder dommen til DF'er Morten Messerschmidt i sag om svig med EU-midler.
Retten i Lyngby fulgte fredag anklagemyndigheden i sagen mod Dansk Folkepartis næstformand, Morten Messerschmidt.
DF'eren er idømt seks måneders betinget fængsel og kendt skyldig i både svig med EU-midler og dokumentfalsk.
Derfor var det en godt tilfreds anklager, som efter dommen mødte pressen foran retten.
- Vi er i det hele taget tilfredse med resultatet. Retten har fulgt vores påstand i forhold til sanktionen og skyldsspørgsmålet, siger senioranklager Rasmus Maar Hansen.
Da dommen er betinget, betyder det, at Morten Messerschmidt i udgangspunktet ikke skal afsone straffen.
Han har dog valgt at anke dommen, da han vil frifindes. Det har hans advokat, Peter Trudsø, oplyst i retten. Derfor skal sagen til landsretten, før den endeligt afgøres.
- Det er der jo ikke noget usædvanligt i. Det er jo en ret, man har, siger anklager Rasmus Maar Hansen.
I sagen er Morten Messerschmidt dømt for at have fået EU-partialliancen Meld til at finansiere dele af Dansk Folkepartis sommergruppemøde i 2015 med EU-penge.
Det er sket ved at foregive over for EU, at der var en sideløbende EU-konference samme tid og samme sted som sommergruppemødet.
Morten Messerschmidt er dømt for EU-svig for godt 98.000 kroner.
Retten har lagt vægt på, at Dansk Folkepartis gruppeformand, Peter Skaarup, der var mødeleder på sommergruppemødet, har sagt, at der ikke var en EU-konference.
- Retten finder, at der hverken formelt eller reelt har fundet en EU-konference sted. Dermed har det haft karakter af direkte støtte til Dansk Folkeparti. Det strider klart mod EU-reglerne, sagde retsformand Søren Seerup i retten.
Anklager Rasmus Maar Hansen mener, at der har været tale om en forholdsvist almindelig retssag - det mest ualmindelige har været pressens store interesse for sagen.
- Efter min opfattelse overgår sagen til os i 2019, og så har vi en helt almindelig sag.
- Det er rigtigt, at nogle af vores efterforskere har bistået Olaf (EU's antisvindelenhed) tidligere, og det kan i sig selv være usædvanligt, siger han.
EU's antisvindelenhed undersøgte sagen, før den i 2019 blev overgivet til dansk politi.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned