Anklager: Flere kunne straffes i rekordstor narkosag
Otte mænd får i løbet af sommeren dom i det, der måske er danmarkshistoriens største narkosag, men flere personer ville formentlig kunne straffes i sagen.
Det fortæller advokaturchef Michael Jørgensen mandag ved Retten på Frederiksberg, hvor anklagemyndigheden har indledt proceduren i sagen, som begyndte tilbage i begyndelsen af april.
I sagen er de otte mænd tiltalt for alt i alt at have deltaget i indsmugling af 650 kilo amfetamin eller kokain.
- Vi ved, der er mange led i organisationen, der ikke sidder på anklagebænken i dag. Blandt andet sælgerne i Holland og aftagerne i Danmark, siger Michael Jørgensen.
Men otte mand er, hvad der er på anklagebænken, hverken mere eller mindre, og ifølge Michael Jørgensen er der ingen tvivl om, at alle bør dømmes.
Anklagemyndigheden har på forhånd lagt op til, at retten skal gøre brug af en særlig bestemmelse i straffeloven, som muliggør, at den normale strafferamme for narkosmugling på 16 års fængsel kan sprænges.
Formentlig vil det krav komme i spil over for to af de tiltalte, som er dem, der har deltaget i videst omfang. Men først mandag eftermiddag vil Michael Jørgensen og hans medanklager, Alexander Dzougov, komme ind på deres krav til straf.
En af de tiltalte er ifølge Michael Jørgensen den af de otte, som er den største fisk i den organisation, som står bag indsmuglingen, der er foregået over flere omgange i ombyggede smuglerbiler.
- Han har sørget for at sprede så meget som muligt, så så lidt som muligt peger på ham. Han opbevarer ikke stof, og han deltager ikke i smuglerturene. Det eneste, der har ligget hos ham, er penge. De ligger jo bedst hos chefen selv, lyder det fra Michael Jørgensen.
Tirsdag er det forsvarsadvokaternes tur til at aflægge deres procedure i sagen, og i næste uge forventes det, at der falder dom.
/ritzau/
Seneste artikler
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker