En 21-årig kvinde fra Rumænien kommer muligvis til at tilbringe flere måneder bag tremmer i et dansk fængsel, selv om Københavns Byret onsdag frifandt hende for den anklage om narkosmugling, som hun var tiltalt for. Og selv om hun allerede har tilbragt to år i varetægtsfængsel.
Anklagemyndigheden ankede straks frifindelsen af kvinden og kræver, at hun forbliver fængslet, indtil ankesagen kan komme for Østre Landsret om måske et halvt år.
- Vi mener, at der fortsat er begrundet mistanke om, at hun har gjort, hvad hun er tiltalt for. Desuden frygter vi, at hun skal rejse hjem til sit hjemland, siger anklager Thomas Brædder.
Sagen er opsigtvækkende, fordi det er anden gang den behandles ved Københavns Byret, og fordi retten onsdag kom til et andet resultat end første gang. Sidste år blev kvinden idømt ni års fængsel for at have smuglet fem kilo heroin ind i Danmark i en kuffert.
Onsdag fandt retten det bevist, at det var kvindens ekskæreste, der havde placeret narkoen i kufferten, og at kvinden ikke kendte til narkoen, da hun bar kufferten forbi tolderne i Københavns Lufthavn, hvor parret blev pågrebet.
Sagerne mod såvel kvinden som kæresten gik om, fordi en domsmand, er var med til at dømme dem, var inhabil.
Mens kvinden altså blev frikendt, da sagen gik om, idømte byretten hendes daværende kæreste - en 37-årig tyrkisk mand - 10 års fængsel, som han straks ankede til landsretten.
Kvindens forsvarer protesterede imod, at hun skal sidde fængslet frem til ankesagen. Det spørgsmål skal nu afgøres af Østre Landsret, der ventes at træffe sin afgørelse i løbet af en uge.
/ritzau/
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker