Den amerikanske anklagemyndighed hiver nu i alle de juridiske strå, der står til dens rådighed, for at holde Camilla Broe bag tremmer.
Tidligere har en distriktsdomstol i Florida beordret 43-årige Camilla Broe løsladt klokken 15 dansk tid med den begrundelse, at narkosagen mod hende er forældet med 32 dage.
Men Broe forlod ikke fængslet her til eftermiddag. Det oplyser hendes amerikanske forsvarer, Theresa Van Vliet, der på fængslets dørmåtte i dag fik oplyst, at Camilla Broe er "tilbageholdt".
Anklagemyndigheden overvejer i disse dage, om den vil appellere Broes løsladelse. Samtidig har myndighederne bedt om, at Camilla Broe holdes bag tremmer, indtil appelmuligheden er udtømt.
Ritzau har her til eftermiddag spurgt anklagemyndigheden om begrundelsen for at kræve Broe tilbageholdt. Svaret er, at amerikanerne blandt andet frygter, at de danske myndigheder ikke vil udlevere Broe én gang til, hvis den amerikanske anklager skulle ende med at få blåstemplet sin eventuelle appel.
"Den tiltalte var den første dansker, der blev udleveret til USA, og udleveringen blev i første omgang mødt med en vis modstand fra de danske myndigheder", lyder begrundelsen fra anklageren.
Selvom anklagemyndigheden i USA har appelleret sagen mod Camilla Broe, er hendes forsvarer dog stadig optimistisk.
- Der er stadig en chance for, at hun flyver hjem i onsdag, lyder det fra advokaten.
- Det skal dommeren nu tage stilling til, og jeg går selv og venter i spænding på svar, siger Theresa Van Vliet.
Ifølge Van Vliet er det "helt standard", at anklagemyndigheden har sendt et appelskrift til retten.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker