Anklager kalder sag om brændstofsalg til krig i Syrien unik

Vladimir Putin og Ruslands beslutning om at gå ind i krigen i Syrien på præsident Assads side havde stor betydning, har en ekspert fra Forsvarsakademiet sagt i Retten i Odense. Her er der netop afgjort en straffesag om leverancer af brændstof til de russiske fly. To danske selskaber er dømt for sanktionsbrud. (Arkivfoto). Foto: Mikhail Klimentyev/Ritzau Scanpix

Dansk firma leverede brændstof, som russiske fly brugte til bombardementer i Syrien. Unik sag, siger anklager.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bagmandspolitiet skød noget over målet med sin påstand om straf i sagen om massive mængder jetbrændstof til Syrien. Salget var i strid med et forbud, som EU havde nedlagt.

Både når det gælder bødens størrelse og straffens længde til den administrerende direktør, har Retten i Odense en anderledes vurdering.

Anklagerne mente, at man skal tage udgangspunkt i omsætningen, som Dan-Bunkering havde, men det princip har retten i tirsdagens dom afvist.

I stedet skal straffen beregnes efter fortjenesten, har retten slået fast.

Om forskellen siger senioranklager Anders Rechendorff, der har ført sagen sammen med sin kollega Andreas Laursen:

- Der har været meget få sager af denne karakter, og den har været unik på flere punkter.

Anklagerne bad om bøder på 319 og 81 millioner kroner til selskaberne Dan-Bunkering og Bunker Holding. I stedet er resultatet blevet henholdsvis 30 og fire millioner kroner.

Det unikke ses i hvert fald på tre områder, lyder det fra senioranklageren efter dommen.

Det er meget usædvanligt, at der overhovedet rejses straffesag om overtrædelse af sanktioner. Også sagens omfang - handler for cirka 640 millioner kroner i alt - er sjældent.

Og endelig er der ifølge senioranklageren sagens alvor - altså at leverancerne understøttede præsident Assads krig mod oppositionen.

Retten finder, at fortjenesten ved Dan-Bunkerings lovovertrædelser var godt 15 millioner kroner, og at bøden skal fordobles, fordi der er tale om "særligt skærpende omstændigheder". Altså 30 millioner kroner.

Selskabets såkaldte tradere på kontoret i Kaliningrad, som i øvrigt er far og søn, var udmærket klar over, at brændstoffet skulle bruges i krigen i Syrien, mener retten.

Moderselskabet Bunker Holding straffes med en bøde på fire millioner kroner. Her er der tale om en uagtsom overtrædelse af straffeloven. Det skete altså ikke med åbne øjne som i Dan-Bunkering.

Desuden afviser retten anklagernes oplæg om straffen til Keld R. Demant, den administrerende direktør i Bunker Holding. Anklagerne bad om fængsel i to år, men dommen lyder på fire måneders betinget.

Forskellen skyldes især, at dommeren og de to lægdommere mener, at chefens lovovertrædelse var uagtsom. Han havde altså ikke samme vilje til at bryde sanktionerne som Dan-Bunkering, mener retten. I øvrigt er han "kun" dømt for otte ud af de i alt 33 handler.

At straffen gøres betinget begrundes blandt andet med Keld R. Demants gode personlige forhold, og at sagen har været undervejs i lang tid.