Anklager kræver fængsel og millionbøde for udnyttelse af chauffører
De fire tiltalte nægter sig skyldige i anklagen om grov udnyttelse af udenlandske chauffører. Advokat Anders Nemeth (billedet) repræsenterer virksomheden samt den anklagede direktør, Karsten Beier. (Arkivfoto). Foto: Anne Bæk/Ritzau Scanpix
Anne Bæk/Ritzau Scanpix
Direktør og ledende medarbejdere i Kurt Beier A/S står ifølge anklager til tre års ubetinget fængsel.
En direktør, en bestyrelsesformand og to ledende medarbejdere i transportfirmaet Kurt Beier Transport A/S står til ubetinget fængsel i tre år.
Desuden skal virksomheden idømmes en bøde på 5,5 millioner kroner.
Det er kravet fra anklager Mads Bjerg Olesen tirsdag formiddag i Retten i Sønderborg, hvor straffesagen, som begyndte i maj, nærmer sig sin afslutning.
De tiltalte er direktør Karsten Beier, bestyrelsesformand Gitte Beier og to ledende medarbejdere.
De anklages for åger af særlig grov beskaffenhed. Det kan oversættes til grov økonomisk udnyttelse.
Det var ifølge anklagemyndigheden 30 chauffører fra Sri Lanka og Filippinerne, der blev udnyttet.
De var ansat i virksomhedens polske datterselskab. Men anklagemyndigheden mener, at de reelt arbejdede i Danmark og burde have været aflønnet efter danske regler.
Chaufførerne blev aflønnet med op til 7900 kroner om måneden. Men de skulle ifølge anklageren reelt have haft op mod 35.000 kroner om måneden.
På den baggrund mener Mads Bjerg Olesen, at virksomheden har haft en uberettiget økonomisk vinding ved at underbetale chaufførerne.
- Der er tale om en systematisk, professionel udnyttelse af chauffører fra tredjelande gennem en længere periode. Det har givet en økonomisk berigelse i millionklassen for virksomheden, siger han.
Det var Fagbladet 3F, der i slutningen af 2018 fik sagen til at rulle, da man offentliggjorde billeder af indkvarteringsforholdene for chaufførerne.
Der var ifølge anklageskriftet tale om "trange og kummerlige forhold", hvor chaufførerne boede i containere og måtte lave mad udendørs eller på gangarealer.
Politiet efterforskede i første omgang transportvirksomheden for overtrædelse af straffelovens paragraf om menneskehandel.
Det endte dog med, at der ikke blev rejst tiltale for menneskehandel, men derimod for åger af særlig grov beskaffenhed samt for brud på udlændingeloven.
Der er også rejst tiltale for brud på byggeloven, idet chaufførlejren ifølge Aabenraa Kommune var opført uden de nødvendige tilladelser.
De tiltalte har alle nægtet sig skyldige. De har henvist til, at de udenlandske chauffører var ansat af det polske datterselskab, og at de blev aflønnet i overensstemmelse med polske løn- og ansættelsesforhold.
- Chaufførerne var hyret til at køre international transport. Den løn, de har modtaget, lever op til polske forhold, siger advokat Anders Nemeth, der repræsenterer selskabets direktør.
Lejren i Padborg var ifølge forsvarerne ikke en fast base, men et midlertidigt opholdssted, som chauffører eksempelvis kunne benytte ved start eller slut på en kørsel.
Der ventes at falde dom i sagen 25. august.
Seneste artikler
Så mange har søgt om at få del i Dølles overskud
Borgere i yderkommuner får størst gevinst
Museum åbner nyt magasin: Det tager fem år at flytte ind
Efter måneders DF-kaos: Simon Hampe belønnes med toppost
Set i England: Er det Nysteds hemmelige hækler?
Mest læste artikler
Nu går yacht-sagen ind i afgørende fase
DMI-prognose viser over 30 grader på Lolland
Først lovede de 33 grader på Lolland - nu er der en ny prognose fra DMI
59.500 kroner til NFC-formand blev bogført som rengøring
Stor havnedag trak flere tusinde til byen