Anklager Jan Reckendorff kræver livstidsstraf til de to mænd som ved Retten i Sønderborg er fundet skyldige i dobbeltdrabet i Møgeltønder, hvor en mor og hendes søn blev stukket ihjel.
I sin procedure gennemgik anklageren en række kendelser fra Højesteret, før han opsummerede, hvorfor straffen skal være livstid.
- Det har karakter af en militær snigpatrulje, hvor ofrene ved nattetide blev opsøgt i eget hjem. De dræbte var forsvarsløse og blev slået ihjel med adskillelige hårde knivstik, siger Jan Reckendorff.
Den ene af de skyldige, 33-årige Andreas Linnet, har under sagen forklaret, at en af de dræbte, 42-årige Hans Nielsen Mamsen, havde voltaget ham som barn, mens moren, Elke Ibsen Mamsen, havde set til.
Den og andre mulige formilende omstændigheder giver anklageren dog ikke meget for.
- Jeg har svært ved at se, at der er formildende omstændigheder i denne sag. De mulige seksuelle krænkelser er jo ikke dokumenteret, siger Jan Reckendorff.
Anklageren slår desuden fast, at Andreas Linnet og den medtiltalte 26-årige Jonas Melchior Hansen skal have samme straf, da de har begået drabene i forening.
Forsvarerne for begge de skyldige mener modsat anklageren, at udgangspunktet for dobbeltdrab er 16 års fængsel.
- Domspraksis på det område siger helt klart, at dobbeltdrab giver 16 års fængsel, siger Pia Nøddebo Jensen, der forsvarer for Jonas Melchior Hansen.
Selvom de to forsvarere er enige om udgangspunktet for dobbeltdrab, ser de forskelligt på strafudmålingen i den konkrete sag.
Jørn Svanberg, der er forsvarer for Andreas Linnet, mener, straffen skal være på 15 år på grund af en række formildende omstændigheder som Posttraumatisk Stresssyndrom, stor påvirkning af alkohol samt de påståede seksuelle krænkelser.
Pia Nøddebo Jensen kræver en straf på 14 år, ligeledes med henvisning til Posttraumatisk Stresssyndrom samt stor påvirkning af alkohol.
Der falder dom i sagen senere fredag.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned