Anklager kræver socialrådgiver dømt for snageri
Frifindelse af Retten i Lyngby skal vurderes af dommerne i Østre Landsret. Tiltalt risikerer fængsel og bøde.
En socialrådgiver skal igen møde op i en retssal for at blive konfronteret med en anklage om, at han uden god grund kiggede på personfølsomme oplysninger om flere end 16.000 borgere.
Statsadvokaten i København oplyser onsdag til Ritzau, at en frifindende dom afsagt af Retten i Lyngby er blevet anket til Østre Landsret.
Manden er tiltalt for at have misbrugt sin stilling. I forbindelse med sit arbejde søgte han konkret på oplysninger om næsten 2.000 personer, og undervejs så han på cpr-numre og andre oplysninger om i alt 16.690 personer.
Størstedelen af søgningerne var ikke rettet mod personer, som optrådte i de sager, socialrådgiveren behandlede.
I byretten vurderede tre medlemmer af en domsmandsret sagen. Og de to konkluderede, at han ikke havde forsæt til at overtræde loven. Derfor slap han for fængsel og en bøde. Anklageren havde krævet 60 dages fængsel og en bøde på 50.000 kroner.
I retten forklarede socialrådgiveren, at han ikke vidste, at han ikke måtte kigge i systemet. Desuden havde han ikke planer om at bruge oplysningerne til noget.
Mindretallet på et medlem af retten ville derimod dømme den tiltalte.
Nu får landsretten så mulighed for at vurdere sagen. Hvornår det vil ske, vides endnu ikke.
Sidste år blev en læge og en sygeplejerske af Retten i Glostrup dømt for at have snaget i oplysninger om et stort antal borgere.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker