Anklager kræver svensk lejekriminel idømt syv års fængsel
Retten bør ifølge anklager sende signal om strenge straffe for at lade sig hyre til kriminalitet.
Egentlig var det planen, at en i dag 16-årig svensk dreng skulle have siddet i en gymnasieklasse et sted nær Jönköping, men de planer fik brat ende sidste forår, og i dag sidder han varetægtsfængslet og er fundet skyldig i planer om drab på rockere.
Specialanklager Laura Birch fra Københavns Politi mener, at drengen skal idømmes syv års fængsel i sagen, fortæller hun fredag ved Retten på Frederiksberg, hvor skyldkendelsen blev afsagt tidligere fredag.
Drengen er skyldig i at være rejst til Danmark på bestilling fra ukendte kriminelle med det formål at dræbe en eller flere personer med tilknytning til rockergruppen Comanches.
Det foregik i dagene fra 12. til 16. april sidste år, hvor drengen ankom til Københavns Hovedbanegård. Herefter tog han ophold hos en mand på Tuborgvej i København.
Fra lejligheden i Nordvestkvarteret cyklede han flere gange af sted mod Comanches-klubhuset på Lyngager i Brøndby for at dræbe en eller flere personer med tilknytning til stedet. Men han traf ingen, og der blev aldrig løsnet et skud.
- Det er min opfattelse, at der på grund af sagens alvorlige karakter skal udmåles en meget lang fængselsstraf, lyder det fra Laura Birch under hendes strafprocedure.
Hun mener, at retten skal sende et signal om, at det straffes strengt at rejse til Danmark for at begå kriminalitet for penge - også selv om man er et barn.
Dog siger reglerne i straffeloven, at en gerningsmands unge alder skal anses som en formildende omstændighed. Samtidig er drengen, som på gerningstidspunktet kun var 15 år, aldrig tidligere straffet.
At han havde planer om at gå i gymnasiet, kom frem inden Laura Birchs strafpåstand. Her blev der læst op fra en undersøgelse af drengens personlige forhold udarbejdet af Kriminalforsorgen.
I den forbindelse blev det også nævnt, at drengen er diagnosticeret med en lettere grad af autisme og ADHD.
Drengens forsvarsadvokat Kåre Traberg Smidt mener, at straffen skal være noget lavere, nemlig fængsel i fem eller fem et halvt år. Det er navnlig drengens alder, som begrunder det synspunkt.
Dommen afsiges senere fredag.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde