Anklager kræver syv års fængsel til topatlet i voldtægtssag
En 30-årig mand er anklaget for en særlig farlig voldtægt begået mod en thailandsk prostitueret i januar.
Står det til anklagemyndigheden, skal en tidligere topatlet fra det danske trampolinlandshold, idømmes helt op mod syv års fængsel for særlig farlig voldtægt.
Det fortæller senioranklager Bente Schnack fredag ved Retten i Helsingør, hvor den 30-årige mand, der er uddannet fysioterapeut, sidder på anklagebænken.
Manden tog natten til 2. januar fra sin bopæl i Helsinge og ud til et sommerhusområde nogle kilometer væk. Her skulle han besøge en thailandsk prostitueret, der arbejdede fra sin bopæl.
Ifølge kvindens forklaring, som blev afgivet torsdag for lukkede døre, dukkede manden op iført mundbind og handsker. Han blev hurtigt voldelig, og han tog halsgreb på hende. Hun fik desuden slag og spark.
Retsmedicinske undersøgelser viser, at kvinden havde været i livsfare på grund af kvælergreb. Dette kom til udtryk ved punktformede blødninger i øjnene.
Trampolinspringerens historie er lidt en anden. Han nægter, at han skulle have voldtaget kvinden. Der var tale om et prostitutionsforhold, som udviklede sig voldeligt efterfølgende, fordi der opstod strid om betalingen.
Forsvarer Mette Maria Lorentzen mener, at straffen maksimalt bør nå fem års fængsel. Men den bør ifølge hende være endnu lavere end det, da der kun bør straffes for vold og ikke for voldtægt.
Derudover mener Mette Maria Lorentzen, at der på grund af anklageskriftets udformning skal ske frifindelse for en anklage om røveri.
Det drejer sig om et beløb på 30.000 kroner, som trampolinspringeren tog med fra kvinden. I anklageskriftet er der henvist til, at det er sket "under indtryk" af den vold, som er beskrevet i voldtægtsforholdet.
Men advokat Lorentzen pointerer, at det burde være beskrevet mere tydeligt, hvad trampolinspringeren havde sagt eller gjort, i forbindelse med at han fik udleveret pengene, som gjorde det til et røveri. Hun mener derfor alene, at han kan straffes for tyveri.
Retsformanden og de to domsmænd har trukket sig tilbage for at votere. Dommen vil blive afsagt ud på eftermiddagen fredag.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned