Anklager: Mails belaster direktør i fyrværkerisag
Direktøren for den landsdækkende butikskæde T. Hansen skal i fængsel, kræver anklagemyndigheden i en kommende straffesag.
Bent Jensen er tiltalt for at have bedt en producent i Kina om at ompakke cirka 14.000 fyrværkeribatterier, fremgår det af anklageskriftet, som er frigivet onsdag.
Desuden indgår det som et krav, at han ikke længere må være direktør i eller medlem af bestyrelsen i et selskab, som handler med fyrværkeri.
I givet fald kan det koste butikskæden dyrt. T. Hansen har i en grad slået sig op på salg af krudt. Salget udgør omkring seks procent af omsætningen, rapporterede avisen 24timer sidste år.
Bent Jensen nægter sig skyldig. Forleden skrev han til Jyllands-Posten, at han ikke kunne forestille sig, at han bliver dømt.
Tilsyneladende består beviserne blandt andet af e-mails. I hvert fald beskriver anklageskriftet, hvordan Bent Jensen i juli 2011 blandt andet gennem e-mail-korrespondance sørgede for, at producenten i Kina ompakkede de mange batterier - fra "Kansas City" til "Flames of Passion".
Tiltalen drejer sig dels om ompakningen, fordi fyrværkeriet dermed blev solgt som noget andet end det, det var. Og dels om at være ligeglad med et påbud fra Sikkerhedsstyrelsen, som 22. november 2011 havde bestemt, at salget skulle stoppe.
I december blev det ompakkede fyrværkeri forsøgt solgt i de 76 forretninger, hævdes det i anklageskriftet. En afsløring i Ekstra Bladet af ompakningen kom i vejen, og midt i december skred Sikkerhedsstyrelsen ind.
Ud over Bent Jensen er importøren af krudtet, datterselskabet LHC Fireworks A/S, sat under tiltale.
Sagen skal behandles ved Retten i Odense. Inden da ønsker specialanklager Klaus Holten Kristensen ikke at udtale sig, oplyser han i en mail.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned