Anklager: Millionstøtte og håndskrevne sedler fælder LTF
Medlemsoversigter, økonomisk støtte og væbnet konflikt skal bevise, at LTF kan forbydes, lyder det i retten.
598 gange er der blevet sendt penge til fængslede medlemmer af banden Loyal To Familia (LTF).
Samlet løber det op i 1.137.260 kroner, og overførslerne kommer ifølge anklagemyndigheden fra LTF. Støtten, der fandt sted fra 2014 til 2018, skal være med til at bevise, at LTF er en forening, som skal forbydes ved lov.
Onsdag er den historiske retssag om et LTF-forbud begyndt ved Københavns Byret. Og millionydelsen til de fængslede bandemedlemmer står ikke alene i sagen mod LTF.
Også en række håndskrevne noter om LTF's opbygning, hierarki og oversigt over medlemmer skal bevise, at LTF kan kaldes en forening.
På et dokument er der tegnet det, anklager ved Københavns Politi Lasse Biehl kalder et organisationstræ.
Her er der skrevet LTF med store bogstaver foroven. Nedenunder er der tegnet kasser i hånden og pile mellem. I hver kasse står der navn eller bogstaver.
På et andet papir fundet i en lejlighed står der blandt andet oplysninger om navne, adresser, tøjstørrelser og navnet på medlemmets advokat.
Også en håndskrevet seddel om kontingent, et linjeret papir med navne under overskrifter som "Fængsel", "Prøve" og "Støtter", medlemsblanketter samt et papir med et værdisæt nedfældet er blevet fundet af politiet.
- Herudover har domstole fastslået, at LTF har deltaget i tre væbnede konflikter med andre grupperinger i det offentlige rum. I den forbindelse er der registreret 17 sårede og 5 dræbte, siger Lasse Biehl.
Samlet skal LTF have været indblandet i 63 skudepisoder, mens 363 ud af 372 nuværende eller tidligere medlemmer er straffet.
Når beviserne lægges sammen, viser det ifølge anklagemyndigheden, at Loyal To Familia kan betegnes som en forening, og at denne forening virker med vold.
Og netop dette er sagens kerne. For aldrig før har en dansk domstol taget stilling til, om en forening skal opløses ved dom, fordi den søger at opnå sit formål ved vold.
På den ene side står altså anklagemyndigheden, mens LTF er repræsenteret af advokaterne Michael Juul Eriksen og Stefan Møller Jørgensen.
I retten lyder det da også fra Michael Juul Eriksen, at forsvarerne mener, at der slet ikke er bevis for at kalde LTF en forening.
Han regner derfor med, at sagen i høj grad vil handle om juridiske tvister.
Der vil dog også blive tid til at høre vidners forklaringer. Knap 100 personer er indkaldt i sagen, oplyser anklager Emil Folker fra Statsadvokaten i København i retten.
Der er afsat 35 retsdage til sagen. Den sidste ligger 30. august.
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde