Anklager og forsvarer var uenige om hævnmotiv

Foto: Arkivfoto: Mogens Warrer

Sagen om halmbrande og indbrud nærmer sig sin afslutning.

Offentliggjort Sidst opdateret

Blev der sat ild på Skørringe Gods for et år siden, fordi en 23-årig mand ville hævne sig på godsejer Henrik Fabienke?

Det spørgsmål kom i fokus i går, da anklageren og de to forsvarere kom med deres afsluttende bemærkninger i den store halmbrandesag. Det skete i Retten i Nykøbing.

Anklager Anne Marie Fink mente, at den 23-årige var drevet af vrede og had, fordi han var blevet fyret fra sit job på godset. Derfor ville han hævne sig.

Men det afviste den 23-åriges forsvarer, advokat Troels Fristrup, helt og aldeles i sit indlæg.

Den 23-årige var ansat et par år på Skørringe. Men han blev sagt op på grund af mistanke om, at han stjal fra godset. Under retsmødet sagde anklageren, at han efter fyringen har haft svært ved at finde et nyt arbejde, fordi han blev omtalt som en tyveknægt.

- Så der er et hævnmotiv overfor Henrik Fabienke, mente Anne Marie Fink.

Hun pegede også på, at en politimand som vidne har fortalt, at den 23-årige har udtrykt glæde over brandene på Skørringe.

Anne Marie Fink pegede på en række ting, der efter hendes mening binder de to tiltalte op på de 20 brande og 20 indbrud. Det meste er tilstået, men de store brande har de nægtet.

- Teleoplysninger viser, at de to ofte var sammen i nærheden af gerningsstederne. De har også et godt lokalkendskab, og der er fundet tyvekoster hos dem, pegede hun på.

Endelig sagde hun, at den 23-årige undervejs har skiftet forklaringer.

Den 23-åriges forsvarer, Troels Fristrup, sagde, at hans klient ikke havde noget udestående med godsejeren, og at der ikke er bevis for et hævnmotiv.

- Der har tidligere været en uoverensstemmelse, men den er bilagt. Min klient har et godt forhold til godsejeren, og det bekræftede denne her i retten, sagde Troels Fristrup.

Han afviste også politimandens forklaring.

Troels Fristrup sagde desuden, at teleoplysningerne ikke kan bruges til ret meget. Han hæftede sig også ved, at den 23-årige ikke har læst eller underskrevet sine forklaringer til politiet. Og advokaten mente i det hele taget, at politiet har lavet dårlig efterforskning.

Den 30-årige har advokat Casper Andreasen som forsvarer.
Han sagde, at hans klient burde frikendes for alle de forhold, som han ikke har erkendt. Det er blandt andet alle brandsager på nær to mindre brande.

- Det er medtiltalte (den 23-årige, red.), der belaster min klient med sine forklaringer, sagde Casper Andreasen.

Der falder dom i morgen. onsdag.