Anklager opgiver at rejse sag om bilbombe mod rockermedlem
Politiet anholdt i maj sidste år en da 23-årig mand og sigtede ham for drabsforsøg i forbindelse med, at der var fundet brandbare væsker under en rockers bil. Men da anklagemyndigheden ikke kan løfte bevisbyrden, bliver der ikke rejst en sag mod manden. (Arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Sidste år opdagede rocker en mistænkelig genstand under sin bil i Gladsaxe. Der rejses ikke sag mod mistænkt.
Der bliver ikke rejst tiltale mod et NNV-medlem, der var mistænkt for at forsøge at slå et medlem af en anden bande ihjel med en brandbombe, der var placeret under rivalens bil.
Således er sagen endt med påtaleopgivelse, oplyser anklager Bo Bjerregaard. Det blev besluttet i december.
- Nu har man afsluttet efterforskningen og gjort boet op. Det er endt med, at vi ikke mener, at vi kan løfte bevisbyrden, siger han.
Ekstra Bladet har tidligere skrevet, at den sigtede var en 24-årig mand, der er medlem af NNV-banden.
Og ifølge avisen var det en 51-årig veteran fra Bandidos, som blev forsøgt dræbt, da der var placeret en genstand med brandbare væsker under hans bil. Han opdagede selv den mistænkelige genstand.
NNV-medlemmet blev anholdt natten til 1. maj sidste år. Han blev sigtet for drabsforsøg og varetægtsfængslet.
Fængslingen skete på baggrunden af en begrundet mistanke mod ham og af hensyn til, at han ikke skulle have mulighed for at påvirke efterforskningen.
Efter et halvt års fængsel blev han dog løsladt i november, da der ikke længere var grundlag for fængslingen.
Det udløste en større aktion, da den mistænkelige genstand den 16. januar sidste år blev fundet under Bandidos-rockerens bil, der holdt parkeret på Gyngemose Parkvej i Mørkhøj i Gladsaxe.
Forsvarets sprængningseksperter kunne nemlig ikke udelukke, at der var tale om sprængstof. Et større område blev afspærret, og flere hundrede beboere evakueret til genstanden var uskadeliggjort nogle timer efter.
Sprængstofkyndige har siden klarlagt, at genstanden indeholdt brandbare væsker og kunne udvikle ild øjeblikkeligt med potentiale til at skade en person alvorligt.
NNV-medlemmet har nu mulighed for at søge erstatning for den tid, som han har siddet varetægtsfængslet i sagen.
Seneste artikler
Uligheden bør på dagsordenen
Henstilling fra politiet hjalp ikke: Truede kvinde to gange
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker