- We need to push to the police. 10, 9, 8...
Ordene kommer fra to kvinder på en højttalervogn foran Bella Centeret i København. Det er 16. december, og klimatopmødet COP15 er skudt i gang. Nu sidder de samme to kvinder foran en dommer i byretten i København. Tiltalt for at have opildnet til vold og ulovlig indtrængen ved en demonstration for klimaet.
- Ja, vi ville ind på parkeringspladsen foran Bella Centeret, erkendte den ene af de to tiltalte, en 24-årig kvinde, der under demonstrationen var talsmand for organisationen Climate Justice Action.
Hun slog dog fast, at organisationen både før og under aktionen havde gjort det klart, at der ikke måtte ske personskade.
Men det var anklager Jakob Buch-Jepsen langt fra overbevist om.
- Kan du huske Roskilde Festival for 10 år siden, hvor ni mennesker døde, spurgte han under store protester fra forsvaret.
- Har du forståelse for, at når man beder en stor folkemængde om at skubbe i én retning, så er der en chance for, at folk, der står i den retning, kan komme til skade, omformulerede Buch-Jepsen, og den 24-årige tiltalte nikkede ja.
I retten fremviste anklageren flere videoer af den 24-årige og hendes 29-årige medtiltalte, hvor de står på en højttalervogn og råber 'push' og tæller ned fra 10. Herefter forsøger tusindvis af demonstranter at trænge igennem politiets afspærring.
Ifølge anklageskriftet har flere betjente været i åndenød på grund af det store pres, ligesom flere politibiler har fået buler, ridser og sprængte sidespejle.
Selv forklarede den 24-årige, at de beskeder, talsmændene råbte ud fra højttalervognen, blot var viderekommunikation af beslutninger, der var truffet i fællesskab forud for demonstrationen.
- Jeg føler ikke et ansvar for, hvad folk har gjort, sagde den 24-årige.
Hun tilføjede, at der flere gange blev opfordret til ikke at skade nogen.
Retssagen fortsætter over adskillige dage.
/ritzau/
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub