Anklager: Sygeplejerske i Nykøbing Falster var dødsdjævel
En 31-årig sygeplejerske er blevet kendt skyldig i tre drab og et drabsforsøg. Anklageren kræver livstid.
Den 31-årige sygeplejerske, der er kendt skyldig i drab på tre patienter og drabsforsøg på en fjerde, mangler fuldstændig respekt og omtanke for andre.
Det påstår anklager Michael Boolsen i Retten i Nykøbing Falster.
- Den tiltalte var ikke en dødsengel. Hun var en dødsdjævel, siger anklageren, der kræver fængsel på livstid.
Sygeplejersken blev anholdt 1. marts sidste år efter en nattevagt på det lokale sygehus, hvor flere patienter døde.
En kollega har fortalt, at hun i løbet af natten overraskede sygeplejersken, der stod med to sprøjter i hånden over en patient. Kort efter fik patienten respirationsstop og måtte genoplives.
Kollegaen, der i forvejen nærede mistanke til sygeplejersken, valgte i samråd med sin kæreste at alarmere politiet. Episoden har anklagemyndigheden betegnet som et drabsforsøg. Hertil kommer tre drab, som sygeplejersken skal have begået i årene 2012-2015.
En anden kollega, der ligeledes nærede mistanke, har forklaret, at hun på et tidspunkt havde spurgt, om sygeplejersken kendte begrebet dødsengel. Det er denne episode, anklageren hentyder til i retten.
- Der er tale om ligegyldighed overfor disse mennesker. Vel var de døende, men at dræbe dem, det må man altså ikke, siger han.
- Der er efter anklagemyndighedens opfattelse ikke formildende omstændigheder i denne sag. Der er alene skærpende omstændigheder.
Sygeplejersken havde iscenesat et skuespil om liv og død, hvor patienterne var statister, mener han. Sygeplejersken er diagnosticeret med en personlighedsforstyrrelse, der blandt andet er kendetegnet ved ligegyldighed overfor andre og søgen efter spænding.
Det er anklagerens og en stribe kollegers opfattelse, at det er en syg stræben efter opmærksomhed, som har fået hende til at begå drabene.
Retten skal fredag tage stilling til, hvilken straf sygeplejersken skal idømmes.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned