Anklager: Tiltalt bag køleskabslig begik rovmord
- Hvor sandsynligt er det, at man har rent mel i posen, hvis man pakker sin ekskærestes lig ind i presenning og gemmer hende i et køleskab, og oven i købet tager køleskabet med under to flytninger, spørger anklager Jeanette Wincentz Andersen i retten.
Tirsdag eftermiddag vil Retten i Nykøbing Falster afgøre sagen, hvor den 47-årige MAP er tiltalt for at have bedøvet og til sidst kvalt sin ekskæreste Mette Bønnelykke Herholdt tilbage i 2010.
Ifølge Jeanette Wincentz Andersen er der tale om et rovmord, da den tiltalte har et helt ufatteligt begær efter penge.
- Ud fra tiltaltes forklaring ved vi, at parret dengang var ved at gå fra hinanden, og derfor ville hans ekstraindtægt forsvinde. Derfor havde han direkte forsæt til drab, siger anklageren.
Men den udlægning køber forsvareren for MAP, Casper Andreasen, ikke.
- Min klient har tidligere forklaret, at han ville få andre sociale tilskud, hvis Mette Herholdt flyttede fra ham.
Han mener generelt, at anklageren ikke har løftet bevisbyrden, og at der mangler væsentlige beviser for, at (navnet, red.) skulle have dræbt Mette Herholdt.
- Der er ingen beviser for, at Mette Herholdt ikke tog sit eget liv. Der mangler også beviser for, at min klient skulle have proppet papirkugler ned i halsen på hende. Obduktionen viste ingen skader i munden, siger han.
I sin procedure henviser han til, at Mette Herholdt havde et massivt pilleforbrug, og han mener derfor, at det ikke kan udelukkes, at hun har taget sit eget liv.
MAP nægter sig skyldig i manddrab, men har erkendt, at han har pakket liget ind i en rullemadras og presenning og gemt hende i et køleskab.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker